Svendborg er vild med Pecha Kucha Night

Hvordan skaber man lige en god base hvor kultur og erhverv kan mødes og begge parter går hjem bagefter og tænker "det kan sgu blive fedt det her?".

Det gør de til Pecha Kucha Night. Svendborg har i den grad opdaget at det japanske præsentationskoncept bare kan noget godt. Noget som mange har savnet, efterlyst og ikke har kunne sætte ord på.

Torsdag d. 9. februar kl. 20 inviterer Pecha Kucha Night Svendborg til PKN # 3 på Harders i Møllergade. Det bliver en aften med super fede oplæg og masser af god energi og plads til netværk.

Hmmm. Det lyder spændende det der Pecha Kucha Night - men hvad gør jeg lige får at være en del af det? Så læs mere her.


Sådan deltager du som oplægsholder til en Pecha Kucha Night
På arbejdsgruppen vegne vil vi gerne sige velkommen til Pecha Kucha Night (PKN) i Svendborg. Tak fordi du gerne vil holde et oplæg / overvejer at holde et oplæg.

Baggrunden for Pecha Kucha
PKN er startet i Japan af arkitekterne Klein Dytham i 2003, og har siden udviklet sig til et verdensomspændende koncept for formidling af kreative ideer og viden. Klein Dytham savnede et forum hvor unge, iderige og kreative mennesker kunne fortælle om deres nye skøre ideer, kreative tanker, et nyt projekt, en undren i livet og lignende. Samtidig var det vigtigt for Klein Dytham at skabe et rum for netværk, hvor mennesker kunne mødes over en øl, og få mere information om de nye tanker. Klein Dytham skabte rammen 20 x 20 som basis for alle PKN. PKN bliver afviklet i 426 byer over hele verden. Svendborg er den femte by i Danmark.

En god forberedelse giver en god performance
At være deltager i en PKN er som at skabe en performance. Til en PKN har 10-15 oplægsholdere mulighed for at formidle deres ideer og tanker. For at skabe en interessant aften for gæsterne er det vigtigt at hver oplægsholder ser sit oplæg som en performance. Der er ikke nogen ved at se nogle fine billeder hvis man falder i søvn over formidlingen. Eller høre en god formidler der står i mørket og powerpointen ikke virker.

Når du forbereder dit oplæg, så spørg dig selv – hvad skal der til for at dette oplæg bliver super interessant og hvordan kan jeg formidle det levende og måske også humoristisk.

En helt fast form: 20 billeder a 20 sekunder
Hvert oplæg til PKN har den samme ramme. Rammen kan ikke laves om, det er en del af konceptet. Rammen er 20 x 20. Det vil sige: 20 billeder af 20 sekunders varighed. Hvert billede/objekt/slide skal times med den mundtlige formidling der hører til billedet så det varer i 20 sekunder. Når der er gået 20 sekunder skifter billedet automatisk og du formidler nu teksten / din fortælling til det næste billede i 20 sekunder.
Vi kan lige så godt være ærlige – det kræver lidt forberedelse at skabe et PKN inden for rammen 20 x 20. En del af forberedelsen ligger i at øve sig, og få timet sine slides med den mundtlige formidling.

Sig kun JA hvis du brænder
Har du et emne eller en niche du brænder inderligt for, så er PKN det helt rigtige sted at få formidlet din ide, skabe nye netværk, markedsføre dit produkt eller få sparring. Du behøver ikke fortælle om det du går og arbejder med til dagligt, dit arbejde eller din organisation. Det kan være at du har et helt andet emne som optager dig meget mere. Det er vigtigt at det du fortæller om, er noget du brænder for.

Vi glæder os meget til at høre dit oplæg - Let it BURN!

Send en mail til kristine@karlshoej.dk hvis du gerne vil holde et oplæg til en af de kommende PKN i Svendborg.

Kultur-Kristines ønsker for 2012

Hvad du ønsker skal du få....

Kristine Karlshøj      foto: Palle Skov



2012 bliver et fuldstændig forrygende fantastisk år. Det ønsker jeg mig. Så er det muligt!



Tirsdag d. 4. januar 2012 bragte Fyns Amts Avis en fremragende artikel om Kristine og det gode kulturliv, skrevet af journalist Marianne Kjær. Jeg takker mange gange for de gode ord og ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2012 - med håb om at jeres ønsker OGSÅ bliver mulige.

Hvis du gerne vil have artiklen om "Kultur Kristine" tilsendt på mail, så skriv en mail til mig her 





Når italesættelsen skaber mere end drømmen om ”det gode liv”.

Det hjalp at fortælle det. At sige ordene højt. At få bevidnet ordene ved anerkendende nik, og gode samtaler. Jeg fik fortalt om min drøm, om drivet i mit liv. At bevidne en drøm, gør det muligt at realisere den. Den bliver virkelig i det øjeblik at der bliver sat ord på.

Min drøm er at leve ”det gode liv”.

Jamen, lever jeg ikke allerede det gode liv? Jo. Absolut. I den grad.

I den græske filosofi kan jeg genfinde det gode og det skønne, som to parametre jeg har båret med mig. Det skønne er den del af mig, der har med min æstetiske dimension at gøre. Mit æstetiske øje. Min æstetiske bevidsthed. Det gode har vist ligget latent. Det har ikke været placeret forrest i min livssfære. Det skønne har fyldt så uuendelig meget, og det har været så vidunderligt. Det gode liv er rammen for en ny og mere præcis livsstrategi.

Så hvad indeholder det gode liv egentlig? Allerførst er det gode liv for mig en frihed til at skabe mit eget liv. Min egen italesættelse af det jeg gør og det jeg beskæftiger mig med, som giver mig den ultimative frihed til at vælge hvad jeg vil. Hvilke skridt jeg vil tage. Friheden til, at kunne vælge.

Dernæst er det gode liv, et liv med gode relationer. Alle levende væsener består af to ting; organisk materiale og kærlighed. For mig kan intet liv leves alene og derved bliver den relationelle del af det gode liv et vigtigt element. Mine relationer er bygget af kærlighed og respekt. Det gælder om nogen min dejlige familie, men også det store netværk, kollegaer, studiekammerater, venner, veninder. Nære som flygtige bekendtskaber. I mine relationer skabes de meningsdannelser som jeg lever af. Mit daglige åndelige brød.

For det tredje er det gode liv for mig måden jeg lever på. Den måde som er grundlaget for mit liv. Min livsvision. Måden at tænke liv på. Måden at bedrive liv på. At leve.

Jeg vil bespise mit legeme med gode råvarer. En smuk nyopgravet rødbede, som gamle Ove i huset ved siden af har gravet op til mig. Med sine langsomme skridt, tynget af 80 års gartnerarbejde, uden megen hukommelse og dårlig ryg, kommer han gående stolt som en pave og forærer mig årets første høst af små sprøde rødbeder. ”Du skal bare sige til, hvis du skal bruge flere… Ja, vi render jo ikke hinanden på dørene, men du ved hvor de står i haven. Du tager bare”.

Jeg vil fylde mit hjerte med gode oplevelser. En aftentur i skoven, med pose i lommen. Anne-Mette har fundet et sted i skoven hvor kantarellerne vælter op. Hun leder mig (i bare ben) gennem stubmarker og brombærkrat. Gennem løvskov, vandløb og forbi gamle rådne mosbegroede træstubbe. Der står de. Små gul-orange krøllede skabninger. Det var godt jeg tog en stor pose med. Anne-Mette kysser mig på kinden og siger, efter regn kommer solskin, og med solen kommer kantareller.

Med rødbeder, kantareller og gode relationer… kommer det gode liv.

Tavshed er en dyd

Allerførst gik jeg med en kæmpe dårlig samvittighed over ikke at have skrevet ét eneste blogindlæg siden 30. maj. Hvilke anstændig blogger ville lade så lang tid gå uden et indlæg? Senere blev samvittigheden afløst af stolthed – over min egen tavshed.

Foto: Anton Gorlin

Sommeren er for mig det ultimative højdepunkt for refleksion. Mange nyder vinterens mørke aftener med bøger og stearinlys og der af følgende dybe tanker.Det gør jeg også! Men for mig er sommertiden, med højt til himlen og lange dage, lig med refleksionernes højtid. Det er tiden med lange samtaler med mennesker som (også) er gået ned i tempo i ferietiden. Det er også tiden med stilhed i sommerhuset, hvor lange dage kun er fyldt med svage vindpust, en enkelt hare på flugt over marken og en kærlig mand som byder gin & tonic og et kys på panden. 

Tavsheden er en dyd for mange af os. Være stille. Helt stille. Alene og sammen med andre.


Tavsheden har mange ansigter. Tavsheden kan have et ansigt som stilhed og ro, der kan nå uanede dybder. Måske en meditativ dybde med fokus på den indre ro og dvælende tavshed. Men også en tavshed som eftertænksomhed og refleksion over livet, dagen og øjeblikket. Tavshed som nærvær.



Freya på stranden   Foto: Kristine Karlshøj

Tavsheden kan også have et ansigt i samvær. Den tavshed der opstår midt i en samtale med andre, kan være det ultimative tegn på tryghed, tillid og nærvær. Det sker i de situationer hvor vi ikke behøves at sætte ord på, men bare kan være i hinandens selskab. Uden omsvøb.

Jeg er vild med stilheden. Nyder hver en aften uden fjernsyn. Elsker hvert et blik fra en stille samtalepartner, der læser hvert et ord i min lydløse kommunikation, og byder ind med sin egen stilhed som respons.

Der er så mange ord i verden.
Så mange ord, at jeg får dyb respekt for tavsheden.

Børnenes væsentlige bidrag til kulturpolitik

I denne tid arbejder en del kommuner rundt omkring i landet på at skabe en ny kulturpolitik. At skabe kulturpolitik, er blandt andet at rammesætte hvilke mulige retninger kulturen og samfundet kan bevæge sig de kommende år.

Vi er alle en del af denne rammesætning, og vil som borgere i Danmark blive en del af den udvikling som kulturen tager. For mig er det vigtigt at dette er en proces vi skaber sammen.

Klaus og Anton bygger sandborg på Ristinge Strand
Foto: Kristine Karlshøj

Men hvorfor er det så vigtigt, at vi gør det sammen?

Ser vi på børnekultur i et socialkonstruktivistisk perspektiv er det relationen mellem to eller flere mennesker, der muliggør skabelsesprocessen. Relationen tilbyder os både at kunne skabe et nærvær og en dialog. Som forælder til to dejlige børn, kan jeg selv nikke genkendende til oplevelsen af en dejlig gåtur i skoven for at samle kastanjer sammen med mine børn. Det er ikke sikkert, at vi siger så meget, men dét rummer lige så meget betydning, at kunne føle hinandens nærvær og mærke varmen på hånden, når kastanjerne studeres taktilt og sanseligt. Denne følelse og form for erkendelse kan vi som voksne tilbyde vores børn i en form kreativt fællesskab.

Etienne Wenger skriver om praksisfællesskabets betydning for det designede og det emergente, at vi med tilrettelæggelsen (designet) og udviklingen (emergente) kan skabe en balance for at skabe nyt. Hvis vi som borgere skal være med til at sætte rammen for de nye kulturpolitikker rund omkring i landet, må vi være en aktiv del af det praksisfællesskab som åbner muligheden for udviklingen.



Fantasifulde børn på besøg i Nicolai for børn
Foto: Palle Skov



Og måske tænker du straks. Jeg gider ikke de der kedelige borgermøder, hvor det altid er de samme to kværulanter og 3 politikere som kun elsker at høre sig selv tale. Måske findes der alternativer! Måske kan vi selv være med til at gøre tingene på en anden måde. I Kolding kommune hvor jeg arbejder i min dagligdag, er vi ved at skabe en ny kulturpolitik med fokus på inddragelse af alle borgere. Vi har forsøgt os med salonmøder, happenings i gaden, besøg i dagligstuen, Pecha Kucha oplæg, samtaler i store og små forsamlinger, besøg på arbejdspladser og meget mere. Og det virker. Der er rent faktisk hul igennem og rigtig mange helt almindelige borgere, som jeg selv, er i dialog med både forvaltningen og med hinanden.

Og netop dét at vi føler os hørt og set, gør at det er så vigtigt at vi gør det sammen. Uden deltagelse i det praksisfællesskab, som vi enten bor i eller arbejder i kan vi ikke være rammesættende for vores eget liv, og skabe emergerende processer.

Og hvor er børnene i det store spil om udformningen af kulturpolitikken. De er lige ved siden af dig! De er igennem dit nærvær og din dialog med til at forme din mening. De er den lille stemme som beder om tid og nærvær. Om oplevelse og tryghed i skøn forening.

Det er lettere sagt end gjort. Dét med at være nærværende. Vi voksne kan øve os i at give slip og lade legen og de æstetiske processer drive os. Børnene vil helt sikkert returnere med et smil og en skør kastanjemand. – Og et væsentligt bidrag til hvordan vi tænker os fremtidens kulturlandskab.